![]() | ![]() | ![]() | ![]() |
---|---|---|---|
![]() | ![]() | ![]() |
SYDFRANKRIG
I hjertet af Languedoc
WOW sikke et sted!
Midt i nationalparken og vindistriktet Languedoc finder vi denne perle, Domaine de Miravel, en gammel vandmølle, der ligger i den smukkeste dal, direkte ved floden i den mest vidunderlige uberørte natur. Stedet er nænsomt restaureret med økologiske materialer. Her er en sjælden skønhed og ro. Terasser med udsigt, swimmingpool, store og lækre fællesrum samt 16 store skønne værelser, som danner ramme om vores nye højskole. Her vil vi tilbyde Højskole 2.0 - alt godt for krop og sjæl, tid til fordybelse og oplysende nærvær. Vi laver højskole med og for mennesker i samspil med musik, sang og den lokale natur og kultur. Højskoleuger der kaster glans over livet.

Nærvær - Samvær - Kultur - Bevægelse
Som dine rejseledere,sætter vi en ære i at være tilstede og nærværende. Vi ønsker at deltagerne, og det inkluderer os, opbygger vedkommende og nære relationer med hinanden. Vi er to rejseledere, så den ene kan være tilstede mens den anden måske er optaget af planlægning. Vi er to forskellige rejseledere. Vi er begge meget interesseret i mennesker og deres liv og beskæftiger os begge med muligheder og udvikling på hver vores måde.
Samværet er essentielt på vores ture. Og på denne rejse er mulighederne for samvær helt i top, da vi bor sammen, nærmest som en familie i sommerhus. Vi oplever, spiser, synger, snakker, griner, vandrer og ER sammen fra morgen til aften. Selvfølgelig kan man altid trække sig tilbage og nyde lidt privat fred, men man kommer ikke til at være eller føle sig alene.
Kultur er en stor del af vores liv. Både den kultur vi bringer med os, den indbyrdes kultur vi har sammen, og den kultur der er omkring os i landsbyen og i landet. Vi vil synge sammen, så vi medbringer sanghæfter og instrumenter. Vi vil lave daglige ritualer sammen som forbinder os. Vi vil fordybe os i landsbyens, bjergenes og Miravels kultur.
Bevægelse er vigtigt. Både den fysiske og åndelige bevægelse. Derfor er der mulighed for at dagene starter på græsplænen med øvelser hentet fra yoga og meditation. Vi bevæges af stemninger, kulturen og hinanden.
Alle deltagere er forskellige og det er jo netop det dejlige ved dette møde. Derfor kan I se alle forslåede aktiviteter som muligheder, og ikke som tvang :-) Nogen kan lide morgenmotion, mens andre hellere vil vågne stille og roligt med en kop kaffe o.s.v. Der er plads til alles individualitet. I skal simpelthen frem for alt have det rart og mærke at I bliver set og hørt.
Vi rejser med jer:

Torben Egeris
Rejsearrangør og rejseleder
Startede rejsekurserne på Højskolen Snoghøj i 2004 og har siden arrangeret og gennemført rigtig mange rejser, især til Italien.
Medbringer klaver og sanghæfter og sørger for det gode humør og at alting klapper.
Har været forstander for Højskolen Snoghøj fra 2003 til 2013.
Pianist og komponist gennem hele livet.
Har arbejdet med psykologi, filosofi og selvudvikling, samt vandring, svømning og gymnastik siden 1993.
Per Larsen
Et dejligt levet liv med musikken som følgesvend har sat sine spor.
Et arbejdsliv og et personligt liv som med "højskolen" i blodet. Dels som initiativtager til og efterfølgende som forstander på Den Rytmiske Højskole i Odsherred og dels som leder af Muskelsvindfondens store gruppe af frivillige hjælpere. Har derudover arbejdet som organisationskonsulent med særligt fokus på skabelsen af det gode (arbejds-) liv – med menneskelig trivsel i centrum.

Program:
Dag 1
Mødested:
Kastrup lufthavn
terminal 2
Mødetid:
Kl.9.00
Vi mødes i Kastrup lufthavn i terminal 2. kl. 9.30. Her checker vi ind sammen.
11.50 flyver vi til Montpellier. Herefter har vi en 1,5 timers. køretur til vores mølle Miravel som ligger tæt på byen Vieussan.
Vi får en drink og bliver indkvarteret. Vi samles og lærer hinanden og stedet at kende. Efter den dejlige aftensmad på vores store fælles terasse fortsætter vi hyggen med sang og snak.
Dag 2
For dem der har lyst starter dagen med yoga i naturen kl, 8. Den daglige morgenmad er mellem 8 og 9.30. Herefter holder vi dagens morgensamling med sang og fortælling.
Vi tager på vores første vandretur til den lille smukke landsby Vieussan. Efter en lille tur på nogle km gennem dalen besøger vi Francois og Birgit som ejer Miravel og som bor her i landsbyen. Vi får en lille historie om byen og området og bevæger os videre op til det gamle tårn, hvorfra der er en storslået udsigt. Vi spiser vores medbragte frokost, drikker et glas vin, og fortsætter vandringen af en anden rute hjemad til Miravel.
Efter lidt fritid og aftensmad holder Per en musisk fortælling om livsoplysning.
Dag 3
For dem der har lyst starter dagen med yoga i naturen kl, 8. Den daglige morgenmad er mellem 8 og 9.30. Herefter holder vi dagens morgensamling med sang og fortælling.
Efter frokost får vi besøg af den lokale planteekspert Josephine, som først vil fortælle om planterne i området og hvad de kan bruges til, og dernæst vil tage os på en vandring, hvor vi selv kan finde planter som vi så vil forarbejde til mad, medicin eller kosmetik. Efter aftensmaden fortæller Francois historier om sit liv og fortællinger fra Sydfrankrig. Vi slutter dagen med sang og et glas vin.
Dag 4
Der vil igen være yoga, morgenmad og morgensamling mellem 8 og 10.
I dag vil vi besøge byen Roquebrun, som ligger 5 km fra møllen. Der vil være 3 muligheder at komme til Roquebrun på. Du kan ro i kano eller kajak. Du kan vandre på den smukke sti langs floden, eller du kan blive kørt dertil. I Roquebrun spiser vi frokost, hænger lidt ud og besøger så den spændende, højtbeliggende "Middelhavshave".
Vi kommer hjem og får tid til lidt afslapning.
Efter aftensmaden vil Torben holde sangaften med udvalgte sange fra Højskolesangbogen.
Dag 5
Der vil igen være yoga, morgenmad og morgensamling mellem 8 og 10.
Vi holder fri resten af formiddagen.
Efter frokost tager vi på udflugt. Først besøger vi en af de klassiske Languedoc vingårde. Hen på eftermiddagen tager vi til byen Pezenas, hvor vi vil slentre gennem den gamle by, shoppe og drikke et glas vin på en af de hyggelige cafeer. Om aftenen besøger vi Danskeren Jan Honore , som vil fortælle om sit liv i Pezenas med mode, kunst, musik m.m.
Vi samler et lille Dansk/Fransk orkester og spiller for gruppen og de lokal fremmødte, før vi atter drager hjem og går til ro.






Dag 6
Der vil igen være yoga, morgenmad og morgensamling mellem 8 og 10. Om formiddagen er der gåtur til Ceps. Efter frokost besøger vi den spændende by Narbonne. Vi hygger og synger om aftenen.

Dag 7
Der vil igen være yoga, morgenmad og morgensamling mellem 8 og 10
I dag vil igen bevæge os ud i den storslåede natur. Vi tager til det smukke område Les Gorges d'Héric, hvor vi vil vandre i bjerge, se på vandfald og måske bade i de små bjergsøer. Vi indtager vores picnic frokost i denne storslåede natur. Hjemme igen er der lidt fordybelsestid, og man kan denne eftermiddag/aften bestille ayurvediske behandlinger på møllen.

Dag 8
Der vil igen være yoga, morgenmad og morgensamling mellem 8 og 10 og kl. 11 tager vi så afsted til lufthavnen Kl. 16.25 afgår flyveren til Kastrup, hvor den lander 22.00..

